Når det går galt med at vaske uldprodukter
- SPFS
- Nyheder
- 0 kan lide
- 6653 synspunkter
Der er rigtigt mange af mine kunder, der vasker uldtøj i vaskemaskine. Det er jeg ikke så stor tilhænger af, uanset om vaskemaskinen er ny eller gammel, for man skal virkelig kende sin vaskemaskines proces, før man putter uldtøj i maskinen.
Grunden til det er, at vaskeprocessen først og fremmest er en kemisk proces og ikke så fysisk, som man tror. Jo længere tid uldproduktet er i den forkerte kemiske proces, jo større risiko er der for, at uldproduktet bliver ødelagt enten langsomt eller med det samme.
Som regel kører uldprogrammer i 25-35 minutter, og det er for lang tid for uldprodukter at ligge i blød, fordi man kiksstarter en filtningsproces. Programmet skal maximalt vare 15-20 minutter, og både skylle- og vaskevand skal altid have samme temperatur.
I de fleste tilfælde filter produktet, efter man har vasket det i vaskemaskinen, eller, produktet ændrer sig langsomt alt afhængig af sammensætning og mængden af lanolin i produktet. Når produktet ændrer sig langsomt, vil man først kunne se en let filtning, produktet bliver kortere eller bredere på den forkerte led og til sidst filter det.
Jeg har kontakt med mine kunder dagligt, og hver gang spørger jeg dem, hvordan de vasker deres uldprodukter. 95% svarer: ”Jeg vasker det på 30 grader og uden parfume, for det meste med neutrale vaskemidler”.
Her skal man virkelig være sikker på, at de neutrale vaskemidler, man vælger, er pH-neutrale, for parfume- og enzymfri vaskemidler er ikke nødvendigvis pH-neutrale.
Som regel forholder kunder sig til de vaskeanvisninger, der er sat i tøjet, og går derfor af gode grunde ikke i dybden med, hvordan man så vasker.
At henvise til temperatur på en anvisning er godt nok, fordi jo lavere temperatur, jo større chance er der for, at det går godt, men det er ikke lighedstegn med, at det gør det i sidste ende. Lavere temperatur i kemisk sammenhæng betyder bare, at de kemiske processer går langsommere end ved højere temperatur. Uanset om det er 30 - eller 60 grader, er dette ikke en hindring at starte en filtningsproces.
For at skære det ud i pap kan man sige, at uld ”husker” de forrige vaske, og derfor går det tit ret galt ved næste vask, fordi processen fortsætter eller slutter.
Jeg kunne ønske mig, at der i alle uldprodukter var en helt klar besked til kunden om, hvilket slags vaskemiddel man skal vælge, da det er grundlæggende for at få succes med vask af ens uldprodukter. Vi tænker måske ikke over det, men den største ”ingrediens” i vores vaskeproces er vand. Vandets pH-værdi spiller en stor rolle ift. det resultat, man får, når man vasker uldprodukter.
I de områder af landet, hvor vandets hårdhed (vandets indhold af kalk) ligger mellem 8,2-8,6, er det svært at vaske noget som helst korrekt, fordi det går ud over det fedt, som sidder i de organiske materialer.
Hvad gør man så?
Jeg anbefaler altid at vælge et vaskemiddel til silke, selv om man vasker et uldprodukt. Det er bedst, at vaskemidlet har en pH-værdi på 6,8, og at du evt. bruger en pH-sænkende tablet ved siden af, hvis dit vand indeholder meget kalk. Man kan opløse en minus kalk tablet i et glas og tilføje den i lidt af sit vaskevand.
Jeg ved, det lyder besværligt, og det er besværligt. Af samme grund forhandler vi et flydende og meget skånsomt plejemiddel ”Beisoft”, som har en pH på 4,5 og som gør en kæmpe forskel, samt et vaskemiddel Dehaclean, som har en pH-værdi på 6,8.
Hvis man fravælger at anvende en pH-sænkende tablet i processen, er det også ok. Så skal man i stedet sørge for at have kort vaskeproces - maksimalt 15 minutter og bruge et vaskemiddel, som er pH neutralt eller lidt surt for at nedbringe vandets pH.
Konventionelle vaskemidler så som ”Neutral” er som regel ikke pH neutrale. Det er vaskemidler, som er enzym- og parfumefri. Så når man køber disse midler, anbefaler jeg at læse hele deklarationen på produktet. Det er udmærkede vaskemidler, som jeg også selv anvender, men jeg vasker ikke mit uld, silke og hør i det.
Så summa summarum husk:
- pH i dit vand betyder alverden
- pH i dit vaskemiddel er alfa og omega i processen
- hold processen under 15 minutter
- husk temperaturen skal være jævn i hele processen om den er kold, 30- eller 40 grader
- læg aldrig uld i blød
- hvis du vælger centrifugering, så er du nødt til at snyde din maskine og slukke for den tidligere. Tæl til 10 og sluk så.
- tør aldrig på en bøjle
- anbefalinger gælder for alle uldneprodukter, ikke nødvendigvis 100% uld. Selv om produktet indeholder 5% uld, så er den stadig uldent.
Rigtigt god fornøjelse med din uldvask!